Home

Living Fully Yogastudio lukker i Grønnegade

 

Efter mange utroligt grundige overvejelser og ufatteligt mange tanker og refleksioner, har jeg truffet et valg om at opsige lejemålet på mine fantastiske lokaler i Grønnegade og finde nye veje at gå.

Jeg kan give mange grunde til mit valg, men den allerstørste og tungeste på vægtskålen er, at jeg savner en hverdag med kollegaer. Jeg har måttet erkende, at jeg er et menneske, som får energi, overskud og glæde af daglig kontakt og sparring med andre. Et menneske, som har behov for, at der er nogen at sparre med og tale med i løbet af en dag, at vende de sjove og de svære ting med.

Det at være selvstændig er for mig blevet en ensom færd og en færd jeg ikke længere kan se mig selv på i samme grad.

Hvis der er noget jeg underviser gang på gang på gang, så er det at mærke efter, at skabe forandring, at finde vej til frihed i krop og i sind. Det er jeg også nødt til selv at følge. Så jeg bevæger mig et andet sted hen.

Jeg lader yogaen vokse på en anden måde, mens jeg sørger for at finde et sted med kolleger, hvor jeg kan have min daglige gang.

Det har været et eventyr, en drøm, en længsel efter at få noget op og stå, som gav mening for mig selv og for andre. Det er lykkedes, men det har været sejt. Det har givet mig mange fantastiske og glade stunder, når jeg ser ansigter forandres for øjnene af mig, når et menneske pludselig MÆRKER.

Det har været benhårdt og givet frustrationer, når holdene ikke har fået tilmeldinger nok og økonomien ikke hænger sammen.

Det sjove og glæden ved at undervise er af og til blevet overskygget af frustrationer og bekymringer. Det vil jeg ikke længere.

Jeg vil elske det jeg laver –

og guderne skal vide jeg ELSKER at undervise yoga, bevægelse, bevidsthed.

DET er det vigtigste for mig og derfor er jeg nødt til at skrælle det fra, som ikke gavner mig længere.

Så sæsonen ’Sensommer/efterår 2018’ bliver den sidste yoga sæson i de skønne lokaler i Grønnegade 5.

Jeg bliver ved at undervise yoga, men i en anden form. Måske det bliver workshops, måske en enkelt fast klasse eller to, måske retreats eller korte kurser over flere sammenhængende dage – ideerne er mange og skal blot have lov at lande og finde sin plads.

Jeg fortsætter også min undervisning i Århus og vil i foråret 2019 være gæsteunderviser på Yoga Collectives 200 timers Yogalærer uddannelse.

Living Fully vil leve videre, da jeg til januar flytter firmaet hjem på min privatadresse og derfra finder en anden form at drive det videre på.

I løbet af de næste måneder vil jeg stille og roligt brygge videre på, hvad fremtiden skal bringe og jeg håber du har lyst til fortsat at følge Living Fully på nyhedsbrev, facebook og instagram og måske endda tage del i de fremtidige events og yogaklasser jeg kommer til at undervise fra 2019.

Tusinde tak for ALLE de fantastiske stunder vi har delt i Living Fully. Tak for alle de store smil, de dybe suk, den højlydte prusten og stønnen og alle de smukke bevægelser. Tak for dit engagement og din deltagelse enten på klasserne eller på sidelinjen på facebook og andre steder.

Det har betydet alverden for mig og det tager jeg med mig videre <3

Jeg glæder mig til hele denne efterårssæson med masser af skøn yoga

og glæder mig over at kunne dele min passion for yoga, bevægelse og bevidsthed med alle jer, som kommer i Living Fully!

Yoga, klangmeditation og thai yoga massage kører for fuldt tryk i Living Fully på adressen i Grønnegade indtil januar.

Der er stadig pladser på de syv yogahold i denne sæson og jeg inviterer og opfordrer alle som har lyst til at praktisere yoga til at komme og være med på holdene og lade denne sidste sæson være ligeså fantastisk som alle andre sæsoner gennem de sidste 6 år i Living Fully Yogastudio.

 

NAMASTE

Louise

LIVING FULLY

Yoga i hjertet af Ringkøbing

 

Har du spørgsmål eller andet så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Jeg forsøger at svare så hurtigt som muligt og så godt som muligt.

Kærligst

Louise

Seneste nyt

 

Living Fullys nyhedsbrev bliver udsendt ca. én gang om måneden med informationer om kommende sæsoner, yogahold, events og workshops samt klangmassage og meditation.

Klik her, hvis du har lyst til at følge med!

Kontakt

 

Living Fully · Yoga & Klang

V/Louise Krægpøth

Grønnegade 5 · 6950 Ringkøbing

Email: louise@livingfully.dk

Telefon: +45 2614 8285